Menu luk

John bliver aldrig færdig med at lære noget nyt

John tager kurser for at løfte sine kompetencer og åbne nye døre. Rejser, fodbold og dykning er også vigtige ingredienser i den 39-årige privatrådgivers liv – både når han holder fri, og når han reflekterer over sit arbejdsliv.

JOHN MINDRE FORMAT
  • Johns udviklingsrejse

  • År: 2008-2010

    HD i finansiel rådgivning, Aarhus Universitet

    År: 2008-2010

    HD i finansiel rådgivning, Aarhus Universitet

  • År: 2011

    Dykkerguide-uddannelse

    År: 2011

    Dykkerguide-uddannelse

  • År: 2011

    Fodboldtræner i Lisbjerg FC

    År: 2011

    Fodboldtræner i Lisbjerg FC

  • År: 2013

    Fodbolddommer

    År: 2013

    Fodbolddommer

  • År: Frem til nu

    Finansfaglige kurser og selvudvikling

    År: Frem til nu

    Finansfaglige kurser og selvudvikling

(Siden interviewet har John Sandgaard fået nyt job. Fra 1. september 2021 starter John som Finansrådgiver i Lån & Spar Bank i Aarhus.)

John kan lide at skabe gode oplevelser for andre og hjælpe dem i mål. Det gælder både i bankjobbet som privatrådgiver - og som dykkerguide og fodboldtræner.

Han dykker gerne selv ned i nye emner for at kunne hjælpe sine kunder og kolleger. Og har det ok med, at han ikke altid har ramt de mål, som han har sigtet efter i sin karriere.

”Der skal være harmoni i livet”, mener John Sandgaard, som er 39 år og privat finansrådgiver i Sydbank i Aarhus.

Sydbank overtog for nylig Alm. Brand Bank, hvor John nåede at være privatrådgiver i et år. Forinden var han 15 år i Sparekassen Kronjylland, dels som privatrådgiver, dels som administrativ medarbejder i sparekassens boligafdeling.

Rejser og et aktivt fritidsliv har altid spillet en vigtig rolle for John.  

”Det er på én gang vejen til at koble af og få mulighed for at reflektere over mit arbejdsliv”, fortæller han.

Det gør han bl.a. som fodbolddommer og engageret medlem af fodboldklubben F.C. Lisbjerg nær Aarhus, hvor han også har været træner og bestyrelsesmedlem.

Dykning er en anden stor hobby - og en vigtig med- og modspiller til bankkarrieren:

”Jeg har flere gange brugt en kombination af afspadsering, ferie og selvbetalt orlov til at tage på lange rejser med masser af dykning – især i Thailand og Sydøstasien”, fortæller John, som er halvt thai.

Fodbolddommer uden stress

I en periode var han tæt på at kvitte finanssektoren til fordel for en karriere under vandet som dykkerguide.

”Det administrative arbejde i boligafdelingen var langt fra mit drømmejob, men jeg blev udvalgt til det under finanskrisen, så jeg sagde ja tak”, fortæller John, som dengang var ved at afsluttede en HD i finansiel rådgivning - og meget opsat på at finde et nyt rådgiverjob.

”Det inspirerer mig at hjælpe kunder og kolleger. Jeg vil gerne gøre en forskel for andre”, siger John.

På et tidspunkt fik han stress af mange arbejdstimer i et job, han ikke kunne se sig selv i længere, selvom han - set i bakspejlet - lærte meget af det.

Så var fodbolden en god hjælp:

”Når jeg trak i dommertøjet, holdt jeg fri fra alt andet og blev dejligt træt”, fremhæver John.  

Åben for muligheder, der viser sig

Da lean-konsulenter rykkede ind i boligafdelingen og automatiserede arbejdet yderligere, intensiverede John sin jobsøgning. Han kom til samtaler, men oplevede, at årene i boligafdelingen dæmpede arbejdsgivernes iver efter at ansætte ham som rådgiver, selvom hans kompetencer var på plads. 

Det lykkedes John at komme tilbage til et rådgiverjob i Sparekassen Kronjyllands afdeling i Odder.

”I en mindre afdeling skal man stå for flere ting og har større ansvar”, fremhæver han.

Sparekassen var i medvind, og John skulle opbygge en ny kundeportefølje. Det var hårdt arbejde, men heldigvis havde han et godt netværk og mange tjenester at trække på.

”Det er en af fordelene ved at blive på en arbejdsplads”, bemærker han.

Efter fire år i Odder blev han headhuntet til et privatrådgiverjob i Alm. Brand Bank i Aarhus.

”Her var rådgiverfunktionerne opdelt i nysalg og porteføljerådgivning. Og selvom det er fedt at skaffe nye kunder som i sparekassen, vil jeg jo allerhelst koncentrere mig om at servicere og rådgive de kunder, som jeg har”, opsummerer John.

En del af det nye job var også at bidrage til kompetence løft og udvikling af forretningsgange i banken, men der skete intet på det område.  

”Jeg var ved at blive frustreret over det, men set i bakspejlet handlede det selvfølgelig om Sydbanks overtagelse af banken”, siger John, som ikke nåede at føle sig personligt knyttet til Alm. Brand Bank og derfor kun har set spændende døre åbne ved at blive en del af en større bank.    

”Lille afdeling eller stor bank – jeg er åben for de muligheder, der viser sig. Så længe kernen i mit job er noget, som jeg trives med”, siger John.

Coach for selvhjulpne kunder

Da han for nylig deltog i en kampagnefilm for Finansforbundet, kiggede karriererådgivere nærmere på hans kompetencer og erfaringer og foreslog ham en fremtidig jobtitel som Wealth Planning Coach - formueplanlægningsvejleder.

”Det giver god mening. Det er ikke mit job i dag, men retningen er helt rigtig.  Kunderne ordner mere og mere selv, når det gælder deres formue, så de har mere brug for en coach som strategisk rådgiver og ressource”, fremhæver John.

Han sørger selv for at holde sig i faglig form på stribevis af kurser.

”Jeg presser gerne min chef for at komme på kurser og kan lide at lære noget nyt – både finansfagligt og selvudviklende. Det har f.eks. udviklet mig meget at lære spørgeteknik og blive klogere på min egen og kundernes forskellige personligheder”, siger John.   

Det glæder ham især, når ny viden kan inspirere andre og måske få hele afdelingen afsted på kursus. 

”Jeg bliver aldrig færdig med at lære og har hele tiden gang i noget”, fastslår John, som også i fritiden har fået øje på nye horisonter:

”Jeg har skruet lidt ned for dykningen og op for oplevelser på land. Lige nu er jeg ved at lære spansk, for min kæreste og jeg planlægger en længere tur til Caribien”, slutter han.