Menu luk

Kan du gennemskue en løgner? Vær på vagt for tallet 3

Det kan være gavnligt at kunne gennemskue, hvornår andre lyver – både på arbejde og privat. Jasper Hartmann giver dig indsigt i metoder, der blandt andet bruges af efterretningstjenesten.

23. sep. 2024
3 min

”Tre er det tal, vi bruger allermest, når vi lyver.”

Jasper Hartmann sidder inde med forbløffende viden om, hvordan vi ubevidst kommer til at afsløre os selv, når vi pynter på sandheden eller direkte lyver.

Og det gør vi rask væk. Amerikansk forskning har vist, at mennesker i snit lyver mere end to gange i en ti minutters samtale med en person, de ikke kender. Om danskere lyver lige så meget, skal være usagt.

(Artiklen fortsætter efter boksen)
Lyver du? Måske kan Jasper Hartmann fornemme det.

Lær at aflæse andre

Jasper Hartmann har specialiseret sig i human intelligence, som også omfatter at afsløre løgne og forsøg på spionage. Han er trænet af førende militær- og efterretningsinstruktører i USA, og han bruges selv flittigt af både erhvervsliv og myndigheder – blandt andet har han været i Ukraine for at hjælpe med at skærpe antennerne i forhold til den russiske spionage, der følger i kølvandet på krigen.

”Når det handler om erhvervslivet, trækker store virksomheder blandt andet på vores virksomhed, når direktører og nøglemedarbejdere skal klædes på – det kan være i forhold til, hvad de skal være opmærksom på, hvis de bliver kontaktet af en fremmed. Fx på en forretningsrejse, konference eller under en ferie i udlandet, hvor kontakten kan blive indledt som en uskyldig hyggesnak mellem turister.”

Universelle ansigtsudtryk

Nu kan Finansforbundets medlemmer også trække på Jasper Hartmanns viden i en stribe foredrag landet over, ’Ansigtets skjulte sprog – lær at aflæse mennesker.’

Her vil han fortælle, hvordan følelser manifesterer sig og kan aflæses i ansigtet og om de syv følelser med tilhørende universelle ansigtsudtryk:

Overraskelse, frygt, vrede, væmmelse, sorg, glæde og overlegenhed.

”Der findes også kun et ægte smil, som aktiverer øjenringmusklen, orbicularis oculi. Vi er alle født med evnen til at aflæse det, men det er noget, som skal vedligeholdes.”

Når man bliver mere bevidst om sin egen følelsesmæssige tilstand, øger man også evnen til at spotte afvigelser i andres følelsesmæssige tilstand – det kan man bruge aktivt til fx at spotte troværdighed.

”Micro expressions er et stærkt redskab til at blive bedre til at aflæse andre mennesker, og det kan være nyttigt i mange sammenhænge. Fx når man som rådgiver sidder overfor en kunde og skal vurdere, om de er kreditværdige,” siger Jasper Hartmann, der også i sit foredrag vil komme ind på myter om blandt andet kropssprog.

”Ordet "faktisk” kalder på en forklaring. Der er noget, der ikke bliver fortalt.”
- Jasper Hartmann

Det er faktisk rigtigt

Selv kan han ikke slå sin viden fra i sin omgang med andre mennesker. Han scanner automatisk sprog og lægger eksempelvis mærke til ord som ”faktisk”. Det er også et af de ord, han træner ansatte i forsikringsbranchen og indenfor myndigheder i at være opmærksomme på.

”Ordet bruges ofte overflødigt, som en forstærkning af det, der siges. ”Faktisk” kalder på en forklaring. Der er noget, der ikke bliver fortalt.”

Hvis nogen fx siger: ”Jeg har brug for et lån, for jeg skal faktisk bruge en carport”, kan det være oplagt opklarende at spørge: ”Du skal bruge den fordi?”

”Når en person bruger ordet faktisk, kan det være en stærk indikation på, at personen sammenligner to eller flere tanker med hinanden.”

På samme måde bør man se advarselslamper ved negationer, som i hverdagsliv måske kan være:

”Jeg skal ud med Søren og Thomas, det er ikke, fordi vi skal være fulde.”

Eller: ”Jeg smutter lige ind i Matas, jeg skal ikke købe noget, jeg skal bare kigge.”

Eller: ”Det er ikke fordi, jeg ikke vil være ærlig.”

Lækker oplysninger

Når vi på den måde er ude i pre-benægtelser, allerede inden vi er blevet spurgt, lækker vi ubevidst oplysninger, forklarer Jasper Hartmann.

”Hvorfor har afsenderen brug for at sige det? Kan du stole på ham eller hende? Vores ordvalg afslører ubevidst vores intentioner.”

Og altså også med det indledningsvist nævnte brug af tallet tre:

”Tre er et tal, der ofte bruges i eventyr og fiktion, og derfor bruger vi ofte ubevidst tallet 3, når vi er ude i gætværk eller løgn forsøger at lyve. Jeg bliver altid selv opmærksom, når jeg hører nogen bruge tallet tre.”

Flere foredrag

Der er allerede venteliste til det første af Jasper Hartmanns foredrag i Finansforbundets regi. Flere er undervejs i foråret, så hold øje med Finansforbundets hjemmeside.

Seneste nyt